Skip til primært indhold

Vision

Fysisk, psykisk og social trivsel er tæt forbundne. Det stiller krav til fremtidens hospital

Fremtidens Hospital

Fremtidens hospital skal tilbyde effektive, højt specialiserede behandlinger, som bygger på avanceret teknologi og nyskabende forskning. Samtidig skal det tilbyde rammer og forløb, der tilgodeser behovene hos det hele menneske.

Det nye Odense Universitetshospital (OUH) bliver en frontløber med hensyn til at skabe synergi mellem den højt specialiserede behandling og det helhedsorienterede sundhedsperspektiv.

Hospitalet bygges med direkte forbindelse til Syddansk Universitet, og sammen skal Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet udvikle et tværfagligt innovationsmiljø, hvor nye forbindelser udvikles mellem klinik og forskning, somatik og psykiatri, hospital og hverdagsliv.

Udemiljøer - en aktiv medspiller

Udemiljøerne ved det nye Odense Universitetshospital udgør en central del af denne vision. Udemiljøerne skal ikke kun være rekreative, men være en aktiv medspiller i behandlingsforløb, sundhedsfremme, forebyggelse, rehabilitering, palliation, læring og videnskabelig udvikling.

Samtidig skal det fremme fællesskab, understøtte social integration og styrke forbindelsen mellem hospitalet og det omgivende samfund.

Den overordnede vision for udemiljøerne ved det nye Odense Universitetshospital er:

  • At skabe sundhedsfremmende udemiljøer, hvor patienter, pårørende og personale samt borgere og studerende i lokalområdet oplever naturen som en integreret del af hverdagen, der fremmer fysisk, psykisk, social og eksistentiel trivsel.
  • At udvikle udemiljøerne som en platform for tværfaglig innovation, hvor naturen spiller en aktiv rolle i nye forbindelser mellem hospital og hverdagsliv, klinik og forskning, somatik og psykiatri, og hvor udemiljøerne bidrager til behandling, sundhedsfremme, forebyggelse, rehabilitering, palliation, læring og videnskabelig udvikling.
  • At styrke biodiversiteten og understøtte områdets økosystemer ved at skabe habitater for planter og dyr i hospitalets udemiljø og etablere grønne korridorer, der skaber naturmæssig sammenhæng til det omgivende landskab.

De fysiske rammer, forskning, patientinddragelse og de tværfaglige samarbejder skal tilsammen skabe et behandlingsmiljø, hvor høj faglig kvalitet forenes med omsorg, livskvalitet og helhedsorienteret behandling.

Udemiljøerne bliver dermed ikke blot et supplement til hospitalet, men en integreret del af visionen om fremtidens universitetshospital.

APPFWU02V