Patienter og pårørende
En god hospitalsoplevelse med mindre hospitalsstress, gode sociale relationer og mulighed for fysisk aktivitet.
Udbytte for patienter og pårørende
Reducering af stressniveau
På baggrund af international forskning forventer vi, at brugen af det nye Odense Universitetshospitals udemiljøer kan reducere stressniveauet hos patienter og pårørende, der bruger udemiljøerne (ref. 1 og 2). Et reduceret stressniveau kan understøtte restitution, mindske angst samt øge håb og optimisme (ref. 3 og 4).
Understøttelse af sociale relationer
Hospitalets uderum kan udgøre en tryg og imødekommende ramme for socialt samvær, både mellem patienter og deres pårørende og mellem patienter indbyrdes ref. 5). Erfaringer fra andre hospitaler viser, at socialt samvær i udemiljøet ofte opleves som mere uformelt end samvær inde på hospitalet, og at uderummet kan fremme kontakt og samtaler mellem mennesker (ref. 6).
Øget fysisk aktivitet
Erfaringer fra andre hospitaler viser, at tilgængelige og velindrettede uderum kan motivere indlagte patienter til at bevæge sig mere i løbet af indlæggelsen, fordi uderummene bliver en attraktiv destination for en gåtur eller tur i kørestol (ref. 7 og 8). Øget mobilisering under indlæggelse kan bl.a. forebygge hospitalserhvervede infektioner, knoglemassetab, tryksår og forringet lungefunktion (ref. 9).
En god hospitalsoplevelse
Undersøgelser viser, at naturmiljøer i og omkring hospitalet kan påvirke patienters og pårørendes samlede hospitalsoplevelse ved at understøtte oplevelsen af hospitalsmiljøet som imødekommende, menneskeligt og trygt (ref. 10 og 11) Derudover kan adgang til naturmiljøer bidrage til en følelse af normalitet og mindske oplevelsen af institutionalisering (ref. 12 og 13).