Skip til primært indhold

Hospitalsbyggeriet

Hospitalsbyggeriets sammenhænge med trafikale infrastrukturer, støttefunktioner og øvrige byggerier

Alle hospitalets patientrettede funktioner og de fleste p-pladser er alle placeret inden for Hospitalsringen, der er hospitalets primære fordelingsvej. Uden for Hospitalsringen ligger støttefunktioner som Teknikbyen og Servicebyen samt solcelleanlæg og en helikopterplatform.

Mod nord kobler hospitalsbyggeriet sig sammen med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet. Hospitalsbygningernes geometriske grundprincip er en nord-sydgående struktur i op til 4 etager og bygger på lokalplanens krav om arkitektonisk sammenhæng med Syddansk Universitet.

Hospitalets facade består af beton med elementer af cortenstål. Bygningernes skala er stor med høje betonfacader og lange kig langs de nord-sydgående facader.

Den nord-sydgående struktur i bygningerne forbindes af to Klyngestrøg, der udgør de primære øst-vestgående forbindelseslinjer og forbinder de primære indgange. Klyngestrøgene forsætter ud i landskabet som Klyngestier, der forbinder ankomstpladser med parkeringsområder og landskabet omkring hospitalet.

På matriklen er opført flere bygninger, der er eksternt finansierede. Disse bygninger og deres funktioner udvider hospitalsområdets sundheds- og behandlingstilbud og bidrager til større sammenhæng i behandlingsforløb. Novo Nordisk Fonden har finansieret byggeriet af Steno Diabetes Center Odense, og Velliv, Pension & Livsforsikring er investor bag voksenpsykiatrien.

Begge bygninger er opført som en integreret del af hospitalets bygningsstruktur inden for Hospitalsringen. Ronald McDonald BørneFond har opført et familiehus til familier med indlagte børn tæt på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital, og Kræftens Bekæmpelse har opført et hus til støtte og rådgivning af kræftpatienter og deres pårørende.

Både familiehuset og kræftrådgivningshuset er opført uden for Hospitalsringen i den nordlige del af hospitalsområdet i umiddelbar forbindelse til regnvandslandskabets muligheder for natur- og sanseoplevelser, ro, leg og læring.

APPFWU02V