Skip til primært indhold

Placering og nærområde

Unikt grundlag for tværfagligt samarbejde, videndeling og fælles anvendelse af uderummene

Det nye Odense Universitetshospital er placeret i umiddelbar forbindelse med Syddansk Universitet og tæt på Forskerparken, der blandt andet huser Syddansk Sundhedsinnovation, Teknologisk Institut og Danish Life Science Cluster. Tæt ved hospitalet ligger også UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole, Dalum Landbrugsskole samt Hollufgård, som er et kommunalt ejet område med natur, kunst og formidling.

Denne placering skaber et unikt grundlag for tværfagligt samarbejde, videndeling og fælles anvendelse af uderummene, både til rekreative aktiviteter og til f.eks. forskningsprojekter, undervisning og innovationsaktiviteter i krydsfelterne mellem sundhed, teknologi, kunst og natur.

Hospitalsområdet er placeret tæt på Odense centrum i en bydel med både boliger, skoler, virksomheder og foreninger, og hospitalsområdet har tidligere fungeret som et grønt rekreativt område for borgere, studerende og medarbejdere.

I nærområdet er der en række forskellige foreninger og selvorganiserede aktivitetsmuligheder, som f.eks. spejdere, Odense Golfklub, Killerup Rideklub og Syddansk Universitets atletik- og boldbaner. Dette gør det muligt at integrere hospitalets uderum som en naturlig del af lokalmiljøet og skabe rum for samarbejde og fælles brug af uderummene på tværs af områdets forskellige aktører.

Området forbindes i dag med de omkringliggende områder af stier og veje samt Odense Letbane, der får to stop ved det nye Odense Universitetshospital. I forbindelse med hospitalsbyggeriet planlægges der en udvidelse af det eksisterende sti- og vejnet. Der er således et godt grundlag for, at både hospitalets brugere, borgere i nærområdet samt andre besøgende kan tilgå området og de muligheder for naturoplevelser, der etableres.

APPFWU02V