Skip til primært indhold

Naturen som sundhedsfremmer

Hospitalets uderum kan understøtte sundhed og trivsel

Det er ikke ny viden, at hospitalets uderum kan understøtte sundhed og trivsel. Gennem historien har hospitalers placering i landskabet og patienters kontakt med udemiljøer haft stor betydning for menneskers helbredelsesproces.

De tidligste hospitaler lå ofte i tilknytning til klostre med klosterhaver, som fungerede som steder for ro, refleksion og åndelig omsorg. Samtidig blev havernes planter brugt i den medicinske behandling.

Helt op til begyndelsen af det 20. århundrede spillede omgivelserne en central rolle i etableringen af nye hospitaler. Naturen blev inddraget i behandlingen af blandt andet luftvejssygdomme, gigt og psykiske lidelser, f.eks. på steder som Vejlefjord Sanatorium. Men med fremskridt inden for medicin og teknologi ændrede dette sig.

Hospitaler blev i stigende grad bygget med fokus på effektivitet, hygiejne og specialiseret behandling, og forbindelsen til naturen gled i baggrunden.

Det var først i slutningen af det 20. århundrede, at der igen kom fokus på naturens helende effekt.

Interessen opstod først som en udvidelse af etablerede forskningsfelter, f.eks. miljøpsykologi, men har siden ført til et selvstændigt forskningsfelt med fokus på sammenhængen mellem natur og sundhed på hospitaler.

Forskningsfeltet har bl.a. fokus på udsigt til beplantning, ophold i hospitalers uderum og udvikling af naturbaserede behandlings- og rehabiliteringsaktiviteter.

Udsigt

En undersøgelse i 1984 viste, at patienter, der havde udsigt til træer og anden beplantning, havde kortere indlæggelsestid, mindre brug af stærk smertestillende medicin og færre komplikationer efter en operation end patienter, der havde udsigt til en murstensmur (ref. 22).

Denne undersøgelse kickstartede forskningen i brug og betydning af hospitalers uderum og blev efterfulgt af en række andre undersøgelser, der viste gavnlig virkning af udsigt til natur for en række forskellige patientgrupper (ref. 23) og for hospitalspersonale (ref. 24).

Ophold

Også betydningen af patienters, pårørendes og personales adgang til hospitalers udemiljøer er blevet undersøgt. Studier viser, at ophold i udemiljøer ved hospitaler kan reducere smerte og fysiske, mentale og følelsesmæssige symptomer på stress 25 samt mindske angst og understøtte oplevelsen af håb og optimisme (ref. 26).

Derudover kan udemiljøerne fremme socialt samvær, motivere til fysisk aktivitet og bidrage til mental restitution (ref. 27) og fremme en overordnet god hospitalsoplevelse (ref. 28).

Hospitalets udemiljøer kan også spille en positiv rolle for forebyggelse og sundhedsfremme for borgere i lokalområdet, hvis miljøerne er offentligt tilgængelige og indbyder til ro og restitution, socialt samvær og fysisk aktivitet (ref. 29).

Naturbaserede behandlings- og rehabiliteringsaktiviteter

I de senere år er der kommet øget fokus på naturens rolle i behandlings- og rehabiliteringsforløb på hospitaler. Ét eksempel er udendørs rehabilitering, som for nogle patientgrupper opleves mere motiverende end traditionel indendørs træning og samtidig lettere kan overføres til hverdagen uden for hospitalet (ref. 30).

Et andet eksempel er behandlingslegepladsen i Slagelse, hvor udendørs observation af patienter kan give et mere retvisende billede af deres funktionsevne, fordi patienterne glemmer, at de observeres, og derfor opfører sig mere naturligt.

For at lykkes med implementering af naturbaserede behandlings- og rehabiliteringsaktiviteter skal de udvikles i tæt sammenhæng med den kliniske praksis. Det sker gennem et tæt samarbejde med de relevante kliniske afdelinger, hvor sundhedsprofessionelle bidrager med faglig viden til udvikling, afprøvning og løbende tilpasning af aktiviteterne, så de understøtter både patienternes behov og den kliniske hverdag.

APPFWU02V